Relevante uddannelser.
Jeg er optaget af det gode børneliv og velfungerende familieforhold. Fordi det er min overbevisning, at meget udspringer af et godt samspil i familien. Livsglæden, lysten til at lære og modet til at turde indgå i gode og givende relationer med andre. Alt det, som er grobunden for harmoniske og glade børn (og voksne) med appetit på livet.
Med dette for øje har jeg i over tyve år arbejdet med og samlet erfaring i at styrke børnefamilier i det gode familieliv. Jeg tror ikke på, at
uenigheder kan undgås, når mennesker er sammen. Men dårlig stemning i hverdagen er synd for alle i familien. Derfor glædes jeg stadig over at se, hvordan bare små ændringer i måden, familier er sammen på, skaber store forandringer.
Selv er jeg 63 år. Jeg har to børn og to dejlige børnebørn. Jeg har gennem de sidste 25 år undervist i fødselsforberedelse og efterfødsel på apa (Aftenskole for Psykomotorik og Afspænding www.apa.dk ). Her er det de udfordringer, som følger med børnefødsler, børnelivet og forældrerollen, der er mit fokus. Min fornemste opgave er at hjælpe til den bedste start på livet for de små børn og deres voksne.
Jeg tror på, at børn samarbejder bedst med os voksne, når de føler sig respekteret og anerkendt. Det gik for mange år siden op for mig, hvor meget samspil med nærvær og klar kommunikation kan udrydde af hverdagens misforståelser mellem børn og voksne. Hvis du kan se barnet, og hvad det gerne vil fortælle, samtidig med at du selv er tydelig, kan barnet lettere samarbejde med dig. Og det vil børn gerne.
Der er altid grunde til, at dit barn reagerer som det gør, men når man som forældre selv er en del af samspillet med barnet, kan det være svært at få øje på hvilke. Jeg hjælper til at se nye muligheder i dette samspil. Jeg har bl.a. som Marte meo terapeut en meget konkret metode til at arbejde med det, der sker for jer her og nu. Ved at ændre på jeres samspil med børnene, sker der hurtigt en forandring.
Mine relevante uddannelser og det, jeg arbejder med:
- Marte meo terapeut, uddannet hos licened supervisor Pernille Roug 2003
- Psykomotorisk terapeut, uddannet på Skolen for Kropsdynamik, København 1980
- Uddannet som leder af forældregrupper fra Kempler Instituttet, 1996
- Motorikvejleder, uddannet hos bevægelseskonsulent Anne Brodersen, University College Lillebælt 2007
- Ergoterapeut, uddannet på Ergoterapeutskolen, København 1973
Siden 1989 har jeg undervist i fødselsforberedelse og efterfødsel på apa (Aftenskole for Psykomotorik og Afspænding). Se mere på apa.dk. Derudover arbejder jeg selvstændigt med vejledning af familier med udgangspunkt i Marte meo metoden, og endelig er jeg tilknyttet Motorik i Centrum, hvor jeg hjælper børn, der har problemer af sansemotorisk art (Se mere på motorikicentrum.dk).